En af mine venner sagde for nylig til mig, da vi snakkede om pensionisttilværelsen: Jeg er født utilfreds, og det er rigtigt, at han kritiserer alt og alle, lige som han bliver mere end normalt begejstret, f.eks. over en opera eller en film.
MEN, man er nu også selv lidt medvirkende til at fremme de gode oplevelser. Det oplevede jeg ved mit besøg hos tandlægen i dag.
Da jeg havde ventet 3 kvarter, var jeg lige ved at brokke mig til klinikdamen, men lod være.
Da jeg endelig kom ind, sagde tandlægen først undskyld, hvortil jeg svarede, at det ikke gjorde det mindste; jeg forsømte jo ikke noget.
Det medførte en hyggelig konversation og faktisk afslørede hun, at hun havde skubbet den akutte patient til lige før mig, fordi jeg var så "nem", mens ham lige før mig var et stort brokkehoved. For mig gjorde det jo ingen forskel.
Havde jeg nu beklaget mig til tandlægen, havde vi ikke haft den rare samtale, måske havde hun været irriteret og givet mig en dårligere behandling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar